Søften/Grundfør Damesenior

søndag, april 30, 2006

På med pizzaen


Dagens mand i skysovs på Aarhus 1900´s stadion var uden tvivl keeper Jannie, der hoppede rundt mellem stængerne som en forårskåd kanin.
Desværre måtte hun udgå med en skadet finger, og fik af træneren besked på at sørge for at den fik is. Jannie havde dog en bedre idé.
Hun bestilte en salatpizza fra Day & Night til at holde på istedet, og vi ved jo alle at intet er koldere en en salatpizza.

Og selvom buddet var blevet overfaldet af teknisk skole på vejen, garanterede han Jannie at hendes hånd nok skal blive mahogni med tiden!


PS: Hvis denne nyhed ikke giver nogen mening, er det ikke så mærkeligt, for man sku nok ha været der, men det var jeg, og jeg synes det er sjovt!

For stor en mundfuld


Søften/Grundførs damer løb søndag ind i sæsonens første nederlag, og det var der som sådan ikke noget at sige til, for modstanderholdet Aarhus 1900 både tyrede og lavede højdere.
Gæsterne havde af træneren fået indskærpet, at det krævede 90 minutters hårdt arbejde, hvis det skulle lykkes at få point med hjem.
Desværre viste det sig ikke at være nok.

Gang i maskinrummet
Søften/Grundfør startede flot, og selv om man til tider blev presset en anelse længere tilbage end planen var, var man på intet tidspunkt af første halvleg nedspillet. De teknisk stærke 1900 spillere fik for en gangs skyld ikke lov til uhindret at spille bolden rundt. Ikke mindst fordi bagerste mand Maiken og markørerne Janne og Lise stod godt, samtidig med at Ronaldejse, Esther og Jeannette løb solen sort i maskinrummet på midten. Plusser i den defensive karakterbog var der også til AD og Kamilla, der fik lukket modstandernes normalt farlige kanter godt af. Det betød desværre også, at gæsterne ikke fik så meget gang i spillet over fløjene, som de plejer.

Tyr efter 20
Men hjemmeholdet gav dog alligevel flere gode prøver på deres flotte kombinationsspil. Det blev til et par enkelte halve chancer, men heldigvis var skuddene tættere på at ende i den bagvedliggende kolonihave, end i netmaskerne hos Jannie.
Lidt efter lidt kom udeholdet bedre med, og begyndte at turde at spille bolden rundt. Derfor var det også dobbelt ærgerligt, men dog fortjent, at en af 1900 spillerne pludselig så sig nødsaget til at tordne bolden op under overliggeren efter 20 minutter.
Kort efter havde hjemmeholdets venstre wing en kæmpe dobbelt chance. Først reddede Jannie med en fornem fodparade, der dog efterlod hende sprællende på jorden. Åh, nej tænkte de fleste på bænken uden tvivl, da bolden igen sprang hen til 1900 spilleren. Hun skulle bare sætte foden på, så var der sikker kasse. Det troede hun da også, men pludselig hang Jannie i fuld længde og fistede bolden væk. Hvordan hun kom så hurtigt op, vil nok forblive en gåde i mange år.

Oppres er et grimt ord
Kort efter denne mirakelredning blev det udeholdets tur til at misse en stor chance. Aftalen på forhånd var, at Aarhus 1900 forsvaret skulle udfordres, og det var lige nøjagtig det Helle gjorde. Efter et godt pres erobrede hun bolden lige inde på modstandernes banehalvdel, tog et træk og fandt ud af at der ikke var nogen med. Hvad gør man så? Man ræser da uden om tre modstandere og kommer helt fri foran mål. Om det var den lange løbetur, eller frygten for 1900 keeperen vides ikke, men Helles afslutning stod ikke mål med dribleturen.
Så burde 1900 forsvaret være advaret, men Helle havde endnu et varselsskud i bøssen. Efter godt oppres af den nyudnænte anfører Jeannette og angrebskollega Sarah, faldt bolden til Helle i feltet, hendes første berøring blev dog lidt for lang, og hendes skud blev blokeret i forsvaret.
Ligeledes havde gæsterne et par gode angreb, hvor Kamilla brød igennem og kun lige missede en helt fri Sarah.
Det skal dog retfærdigvis siges at også hjemmeholdet truede i et par situationer, og at det derfor ikke var ufortjent at pausestillingen var 1-0 til værterne.

Den blå kanon
2. Halvleg startede som første var sluttet, med Aarhus 1900 som de dominerende, mens Søften/Grundfør hele tiden lurede på kontrachancen.
På en af disse efter ca. en time, besluttede Helle sig for at fyre kanonen af, og det viste sig at være en rigtig god idé, for de nye gejlede blå støvler hamrede bolden ind i den nærmeste krog, bag en keeper der vist ikke rigtig nåede at se hvad det var der ramte hende.
Så vejrede gæsterne morgenluft, men inden de havde nået at ånde ud igen, lå bolden igen i kassen bag Jannie. Endnu et flot langskud blev sparket ind i toppen af målet, og så var det op ad bakke for gæsterne.
Langsomt begyndte kræfterne at slippe op, og selv om Christina Due kom ind fra bænken og gjorde en god figur, viste 12 mand sig at være i underkanten.
Efter at have rystet et par forsvarsspillere af sig faldt 1900´s store midtbaneprofil lige uden for feltet, og den ellers udemærkede dommer hoppede lige på limpinden. På det efterfølgende frispark, gjorde det hverken fra eller til at gæsterne havde alle 11 mand i eget felt. Med en følt inderside dirigerede 1900 spilleren bolden over muren og helt op i hjørnet. En scoring man bare må tage hatten af for. (det gjorde vi nu ikke, for det var pissekoldt).

Jannie til salg?
Herefter så det ud til at blive 20 lange minutter for tøserne, og på bænken frygtede man for det helt store kollaps. Men istedet for at lægge sig ned, blev alle 11 ved med at fighte det bedste de havde lært. Organiseret spil blev det ikke til i det sidste kvarter, hvor det bare handlede om at begrænse nederlaget.
Det lykkedes, ikke mindst takket være Jannie, der udøvede små mirakler i målet, og havde op til flere tv-redninger. Det affødte naturligvis nok tilbud om en kontrakt fra 1900 spillerne, men vi sælger ikke.
Selvom det måske var nu vi skulle tjene en lille skilling på hende, for desværre måtte hun humpe(?) ud med en hævet tommelfinger med 5 minutter igen, hvorfor Helle måtte på mål.
Hun kronede en flot indsats med en fin redning, efter at værterne havde ramt overliggeren.

Det bedste hold vandt
Objektivt set kunne hjemmeholdets sejr sagtens have været et par mål større, ikke mindst set i lyset af de sidste 20 minutter. Men samtidig skal Søften/Grundfør spillerne have stor ros for at blive ved med at knokle en hvis genstand (røv) ud af bukserne.
Det bedste hold vandt, og der er vist ingen tvivl om at Aarhus 1900 spiller serie 2 efter sommerpausen, medmindre de får rigtig mange skader.
Alligevel er det måske Søften/Grundfør, der kan tage mest med videre til kampen mod HEI på torsdag, for holdet fik vist at man kan spille (næsten) lige op med de bedste, hvis man giver den en skalle.
(og ja, Aarhus 1900 er det bedste hold skribenten nogensinde har mødt på damesiden)
Alt i alt en superflot indsats, men desværre ingen point.


Neller: 1900 - 1, SGUIF - 4

Kampfakta:

  • 1-0 (20 min.) En der tyrede
  • 1-1 (60 min.) Helle Hovedstød
  • 2-1 (61 min.) En til der tyrede
  • 3-1 (67 min.) En tredje

Holdet: Jannie - Maiken - Lise - Janne - Ronaldejse - Esther - Jeannette - Kamilla - AD - Helle - Sarah (på bænken: Christina Due (på holdkortet: Tina og Trille))

Stemmer: Jannie 9 (KISTE)- Jeannette 2 - Maiken, Kamilla og Helle 1

Tilskuere: Mini, Nørgaard, Tina, Susanne, Eva, en lille hvid hund.

lørdag, april 29, 2006

Truppen (næsten) klar

Så er holdet til morgendagens match mod Aarhus 1900 stort set på plads.
Malene og Stine har måttet melde fra med henholdsvis skade og sygdom, så følgende er de heldige udvalgte:

Jannie - Maiken - Esther - Lise - Ronaldejse - AD - Jeannette - Helle - Sarah - Janne - Kamilla - Christina Due.

Mødetid i Søften er klokken 12.45

Mødetid hos Aarhus 1900 kl. 13.00
(på Augustenborggade 27)

fredag, april 28, 2006

Sæt pengene på rød

Når de altid elskværdige Søften/Grundfør damer går på banen mod Aarhus 1900 på søndag, vil man for første gang kunne opleve holdet spille i en dejlig moderigtig rød farve.
Valget af udebanetrøjer er nemlig faldet på Søftens røde.

Det bør give udeholdet en klar fordel, bevidnet af denne videnskabelige undersøgelse:

http://www.dr.dk/Sporten/Fodbold/Landsholdet/2005/05/20/104930.htm


Hvor er lægetasken?

Hvis der er nogen der har set dameholdets lægetaske, får de nu muligheden for at få frit lejde til at aflevere den.
Tasken er sidst set tirsdag aften, hvor coach satte den på plads i skuret. Siden er den forsvundet, tilsyneladende uden at der har været vidner.
Det er ikke første gang at damernes ting på mystisk vis er forsvundet fra klubhuset i Søften, hvorfor trænerne gentagne gange har rykket for at få, og er blevet lovet, deres eget skab.
Hidtil er der intet sket!

Jeannette i grim smædekampagne skandale!


På trods af vedholdende rygter fra midtbaneterrieren Jeannette om, at træneren var sat af holdet til søndagens match mod Aarhus 1900, viser det sig nu at der ikke er spor af hold i dem.
Coach Jonas skal nok indfinde sig på sidelinien og komme med usaglige tilråb mod dommeren (han øvede sig hele fredag aften på dommeren i serie 5 kampen mod Hinnerup (og ja, for 24 kamp i træk tabte Søften).

Det viser sig at hele miseren er opstået på grund af en af de følgende ting.

  • Jeannette kan ikke finde ud af at læse dansk og/eller elsker at løbe med en halv vind.
  • Lille-Jones´ forsøg på at gøre sig morsom på Evas bekostning gik ikke helt efter planen.

Under alle omstændigheder fastholder begge sider at der er "no hard feelings" og at det vigtigste søndag er at få de 3 point med hjem.

De glemte Gyes


Redaktionen bringer en rettelse:

Vi vil gerne sige undskyld til Sarah Gyes forældre for at de ikke var nævnt som tilskuere i kampreferatet fra i tirsdags. De var naturligvis tilstede på stadion og heppede ligeså medlevende som alle andre.
Fejlen er nu rettet, og kommer forhåbentligt ikke til at ske igen.


PS: Desuden tror jeg nok at en af dem der var ovre og spille tennis også kiggede lidt på kampen, da han var ude at hente en bold!

Brækket tå, forstuvet fod og øm akillessene


Det var noget af et chok som damernes lægestab vågnede op til efter kampen mod Fårvang.
Efter at have gjort tabene op, viste det sig nemlig, at det ikke kun var hende med guldstøvlerne der var en bisse. Således var tre spillere blevet gjort ukampdygtige.

  • Eva har brækket tåen og har af lægen fået at vide at hun skal tilbringe den næste uge på sofaen (sjovt nok nøjagtig det samme som hendes træner kommer til), og er derfor ikke med søndag.
  • Malene har forstuvet foden efter en skraldemandstackling, og er yderst tvivlsom til søndagens topbrag.
  • Stine har pådraget sig en øm akillessene, derfor fik hun fik allernådigst lov at holde fri fra træning torsdag. Stine regner dog med at spille søndag.

(Det skal lige nævnes at det altså ikke er sikkert at Eva har brækket tåen, men det er en bedre historie på den måde, så det siger de at man gerne må på Journalisthøjskolen)

onsdag, april 26, 2006

Kørepenge, strømper og udebanetrøjer


Lige et par hurtige meddelelser.
Da det tilsyneladende er fuldstændig umuligt for vaskemutter (eller fatter) i Søften at overkomme opgaven med at vaske strømperne i spillesættet, er der indgået følgende aftale.
Alle spillere tager et par strømper med hjem, som man selv sørger for at vaske og tage med til næste kamp. Forhåbentligt er der nogle ekstra par i tasken hvis vi (gud forbyde det) igen skal ud og låne spillere.

Med hensyn til kørepenge, er det blevet besluttet at dem der kører får 1. krone pr. kilometer. Pengene kommer fra vores kasse, og det kommer derfor ikke til at koste spillerne så meget som en 25-øre.
Det betyder dog ikke, at det også er god stil at snyde taxachaufføren, når man får et lift til eller fra Århus!

Og så må alle mand gerne minde trænerteamet om at Aarhus 1900 ikke længere spiller i rød, men har skiftet garderoben ud til hvide trøjer (det er moden der dikterer det, moster).
Derfor skal vi gud-hjælpe-mig have udebanetrøjerne med på søndag!

Vejen til Europa går gennem Ryomgård

Så er der trukket lod til næste runde af JBU´s pokalturnering, og ganske som vi frygtede, skal vi helt ud på udebane.
Modstanderen i næste runde bliver ingen ringere end Midtdjurs IF, der holder til i Ryomgård.
Kampen spilles tirsdag d. 9 maj kl. 19.00.
Så sæt allerede nu kryds i kalenderen.
Midtdjurs spiller ligesom os i serie 2, så det kunne såmænd have været meget værre.
F.eks. skal Ranum-Overlade IK Vest fra serie 2 op imod Støvring fra jyllandsserien. God fornøjelse.

God generalprøve

Søndagens modstander Aarhus 1900 testede ligesom os pokalformen tirsdag aften, og havde ligeledes succes.
Efter et besøg i Kolt/Hasselager, kunne de rejse hjem med en 8-0 sejr i bagagen.
Som belønning for det er de åbenbart blevet valgt som oversidder i næste runde!

Ros fra modstandere og fodboldgeniet

Efter sæsonens hidtil flotteste præstation, 4-2 sejren over Fårvang, modtog spillerne behørige roser fra trænerteamet og hinanden i omklædningsrummet.
Der kom dog også roser fra det slagne hold i pokaldystens træner, som mente at det var et rigtig godt hold de havde mødt, samtidig med at han spåede et efterår i serie 2.

Derudover var der også lykønskninger og måske en anelse stolthed at spore hos ex-træner Flemming, der bad hjemmesidens udsendte om at give masser af roser til holdet for indsatsen mens han så på.

Ligeledes var der begejstring over resultatet at spore hos ex-anfører Lise, der desværre ikke kunne deltage i kampen, da hun samtidig var til en fantastisk koncert med Erasure i musikhuset.

Drømmen om Europa lever videre!



Søften/Grundførs damer spillede tirsdag aften årets indtil videre klart bedste kamp, i hvert fald i de første 70 minutter, da man i JBU´s pokalturnering vandt over hende med guldstøvlerne (som tilsyneladende var en rigtig bisse med lange negle) og Fårvang.
Det var et tændt hjemmehold der entrede grønsværen på Søften Stadion efter et fremragende taktisk oplæg, og tilsvarende opvarmning, af træner Jonas og den altid yndige Susanne.
Fra kampens start sad tøsepigebørnene totalt på modstanderne, og til alles overraskelse, ikke mindst på bænken, skulle der gå næsten 20 minutter før man tabte en nærkamp.
Om det var tilstedeværelsen af den tidligere supertræner Flemming, eller de energisk heppende Dorthe og Finn Bluhm, vides ikke, men der blev stort set ikke sat en fod forkert i første halvleg.

Helle Hovedstød slår til
Efter indledende chancer til Trille og Helle, levede sidstnævnte efter 23. minutter op til sit kælenavn, og bragte flot holdet foran, ved kraftfuldt at bruge pandebrasken til at sende et hjørne fra Malene i rusen.
Søften/Grundfør fortsatte presset, men flere gode chancer blev misbrugt. Derfor så trænerteamet ingen anden udvej end at ty til reserverne. Trods enkelte protester blev Sarah Gye sendt på banen (efter først at have hentet vand og hjørneflag samt repareret nettet i det ene mål).
En boldberøring var alt Sarah havde brug for, før bolden igen lå i Fårvang målet. Efter energisk forarbejde af Trille, der sluttede af med en nel på Fårvangs bagerste mand, kunne Sarah sætte indersiden på og fordoble føringen.

Margit i manegen
Normalt giver det altid træneren svedige hænder, når han ikke kan finde noget at kritisere og istedet må hive roserne frem. Det plejer nemlig at betyde at kadancen (jo, det hedder det) går betydeligt ned fra 2. halvlegs start.
Men eftersom Flemming for længst var gået på dette tidspunkt, og det derfor ikke virkede som om noget kunne gå galt, fortsatte hjemmeholdet med at dominere over hele banen.
Belønningen lod ikke vente længe på sig. Efter 10 minutter skete det utrolige. Pludselig tog fanden ved Maiken, der ikke kunne score på et tomt mål inde i det lille felt i onsdags.
Efter endnu et hjørne fra Malene, kanonerede Maiken med ryggen mod mål bolden op i målhjørnet på så akrobatisk en facon, at selv cirkusartister ville blive misundelige. (Sådan husker jeg det altså).

Trænerens skyld
På trods af at en hel del udskiftninger (hvoraf nogle af dem rent faktisk gik efter planen og folk havde fået deres tøj af, så deres træner ikke blev til grin overfor dommeren) gav lidt rod i organisationen fortsatte det tunge pres, hvor bolden blev godt fordelt af de centrale midtbanespillere og holdet formåede at få sat fart på kanterne.
Efter endnu en energisk solotur fra Trille, besluttede hun sig til at lave Svanens Død i Fårvang feltet, hvilket den yderst myndige dommer straks belønnede med et straffespark.
Eller belønnede og belønnede.... Holdets faste skytte Stine sad nemlig på dette tidspunkt på bænken (dårligt af træneren) hvorfor der opstod lidt tvivl om hvem der skulle tage. Det naturlige andetvalg, anfører Tina, sad også på bænken (endnu en brøler). Derfor tikkede uret lige så stille mod de 90 minutter, mens alle hvidklædte spillere forsøgte at se så usynlige ud som muligt. Derfor faldt valget af skytte på Trille, der (hvis ikke du har gættet det (eller deltaget i kampen)) desværre levede op til det gamle ordsprog om at man aldrig skal sætte den straffet er begået imod til at sparke.
Til Trilles forsvar skal det dog siges at det var trænerens skyld og at det var næsten tæt på at hun scorede.

God afslutning og dårlig afslutning
Selv ikke et brændt forsøg fra 11-meter pletten kunne slå hjemmeholdet ud, og publikum havde endnu aftenens mest spektakulære scoring til gode.
Efter et godt rush i højre side af Helle, endte bolden hos Kamilla, der leverede aftenens højder indover. Ud af ingenting dukkede Sarah op i feltet. Her satte hun hovedet på, og med det mest vidunderlige lophovedstød snød hun fuldstændig den sagesløse Fårvang keeper, samt formentlig det meste af hendes eget hold.
Som alle ved er 4-0 den farligste føring man kan have i fodbold, og dette var desværre også sandt denne tirsdag aften. For efter totalt at have domineret de første 75 minutter, og holdt Fårvang fra en kvalificeret afslutning, lod man gæsterne få fire 100% chancer til slut. Heldigvis formåede de kun at omsætte to af disse i mål, så det blev ved truslen om forlænget spilletid og straffe.
Skal man se det fra den positive side, kan man håbe at spillerne fik lært at de ikke er verdensmestre, og at de dermed ikke tror at søndagens kamp mod Aarhus 1900 bliver en ren walkover.
Generelt leverede holdet dog en superflot indsats over hele linien.

Kampfakta:

  • 1-0 (23. min.) Helle
  • 2-0 (40. min.) Sarah
  • 3-0 (50. min.) Maiken
  • 4-0 (65. min.) Sarah
  • 4-1 (75. min.) En eller anden fra Fårvang
  • 4-2 (82. min.) Endnu en fra Fårvang

Holdet: Jannie - Eva - Tina - Esther - Stine - Ronaldejse - Jeannette - Maiken - Malene - Helle - Trille (på bænken: Kamilla - Sarah - AD)

Stemmer: Trille - 14, Maiken og Eva - 1

Tilskuere: Dorthe og Finn Bluhm, Jan og Mor Gye, tre drenge, Flemming (de første 20. minutter) og Woller (den sidste halve time)

mandag, april 24, 2006

Truppen klar til pokalbrag

Så er truppen til morgendagens pokalkamp udtaget.
Med forbehold for ændringer ser den således ud:
  • Jannie
  • Tina
  • Eva
  • Esther
  • Ronaldejse
  • Jeannette
  • Helle
  • Trille
  • Maiken
  • Malene
  • Sarah
  • Kamilla
  • A.D.
  • Stine

Desuden har den altid yndige Susanne lovet at assistere på sidelinien, så Lille-Jones ikke går over gevind som sidst!

Mødetid i Søften er klokken 17.30

Kampstart 18.30 (der er gratis entré)

søndag, april 23, 2006

De ser gode ud















Aarhus 1900 spillede idag mod Hornslet, i overværelse af cheftræneren.
Da han gik (han skulle jo på stadion) efter 40 minutter førte 1900 4-0 (og burde mindst have ført med det dobbelte).
Selvom det faktisk udemærkede Hornslet hold fik medvind i anden halvleg, blev tingene bare værre, og de måtte returnere til Djursland med en ørefigen på 9-0.
Sjovt nok betyder det resultat at Aarhus 1900 fører puljen.

Vi fangede Søften/Grundførs cheftræner på vej fra kampen, hvor han havde følgende kommentar til søndagens modstander.
"Pyha, de ser godt nok gode ud".
Han forsikrede dog samtidig at han allerede har lagt en plan for hvordan man får point med hjem.

lørdag, april 22, 2006

Træner skuffet over Erasure


Til trænerens store utilfredshed er Erasure skyld i et afbud til tirsdagens pokaldyst mod Fårvang.
De britiske synth-poppere har nemlig lagt deres koncert netop denne dag og tvunget Lise til at købe billet.
Så hende får Fårvang ikke fornøjelsen af på Søften Stadion.

Læs mere her http://www.erasure.dk/

HEI i spidsen

HEIs damer vandt lørdag 4-1 over TST/Sabro, og har dermed lagt sig i spidsen for rækken med 6 point for 2 kampe.

SGUIF indtager fortsat 3. pladsen.

Stilling her: http://www.jbu.dk/sr/position.aspx?poolid=25650

Grundfør sejrede i andendagsgildet

Lørdag mødtes Søften og Grundførs herrer i serie 5. Efter 90 hårde minutter stod der 4-0 på måltavlen til GUI. Det betød samtidig at Søften nu kan prale af at have tabt 23 kampe i træk...
Kun Tina og Susanne fra det stjernespækkede damehold var mødt op for at heppe på træneren, der lavede en nel, og fik en slem skoldning af issen, da det tilsyneladende var godt vejr!

fredag, april 21, 2006

Pointdeling hos herrerne

SGF og GUI´s næsthøjest rangerende hold (serie 4 herrer) krydsede fredag aften klinger på et meget vådt Søften Stadion.
I overværelse af en lang perlerække af profiler fra dameholdet, endte kampen 2-2 efter at begge hold havde prøvet at være foran.

Kampfakta:
  • 0-1 Jesper Mikkelsen
  • 1-1 Morten Løber
  • 2-1 Lille Christoffer
  • 2-2 Jesper Mikkelsen
Lørdag mødes de to klubbers hold i serie 5 i Grundfør kl. 13.30

torsdag, april 20, 2006

Træning aflyst

Der er ingen træning idag torsdag d. 20
Efter den formidable indsats mod Mols igår, har træneren givet spillerne fri.

Husk pokalkamp

Husk at der tirsdag d. 25 er pokalkamp i Søften kl. 18.30.
Mødetid for de tilsagte er 17.30 (joh).
Modstanderen er Fårvang som vi mødte i efteråret, og det er os der har revanche tilgode.

PS: Ja, Fårvang er dem der har hende med guldstøvlerne!

Herlig åbningssejr

Næsten fuldt fortjent lykkedes det damerne at hive en 2-0 sejr hjem i sæsonens første kamp, også selv om det var helt ude på udebane i Knebel!
Fra første minut satte gæsterne sig på hjemmeholdet fra Mols, og der gik ikke mange minutter før Maiken havde brændt verdens største chance. Helle sendte et fladt indlæg ind foran mål, og i det lille felt, uden keeper, var det eneste Maiken skulle gøre at sætte foden på bolden. Det gjorde hun også, men uheldigvis ramte bolden kun stolpen.

Første mål i de gejlede
Søften/Grundfør fortsatte med at lægge pres på de bagerste rækker hos Mols, og efter 16 minutter gav det pote, da Line (ja, den Line, som var dagens kanin i hatten) kastede et langt indkast til Helle ned af venstresiden. Istedet for at vente på at der var nogen der gad gå med, rundede Helle 3 forsvarere og hamrede bolden i kassen (det første mål i hendes nye gejlede støvler).
Som det er sket så mange gange før, når holdet er kommet foran, overlod man herefter det meste af initiativet til hjemmeholdet, der i hvert fald i en enkelt situation burde have scoret. Udeholdet havde dog stadig indimellem gode tiltag offensivt.
Søften/Grundfør fik reddet stormen af til pausen, hvor Trille uddelte en skideballe til Jones fordi han ikke kan holde sin kæft.


Kigge-væk finten viser sig effektiv
2. Halvleg startede som første var sluttet , med et massivt Mols pres. På grund af et godt kæmpende Søften/Grundfør hold, blev det dog kun moderat farligt en enkelt gang, da Jannie måtte fiske en tv-redning ud af ærmet efter et frispark.
Langsomt begyndte Grøften at komme bedre med i spillet og de sidste 20 minutter af halvlegen begyndte man igen at spille pænt fodbold, hvilket resulterede i et par pæne chancer til Trille, Helle og ikke mindst Line.
Uret nåede dog at passere de 81 minutter før udeholdet fik lukket kampen, men hvilket mål. Den indskiftede Louise May (herefter omtalt som Ronaldejse) lavede aftenens mest maskerede kigge-væk aflevering, der fuldstændig tog fusen på venner og fjender. Heldigvis var Helle helt med på spøgen og scorede sikkert bag en sagesløs Mols-keeper. I slutminutterne gentog Ronaldejse og Helle nummeret, denne gang blev vinklen dog lidt for spids.
Alt i alt må man sige at spillet kan blive meget bedre (ligesom kampråbet), men indstillingen var der ikke noget i vejen med.

Kampfakta:

  • 0-1 (16. min.) Helle
  • 0-2 (81. min) Helle


Dagens hold: Jannie - Tina - Janne - Eva - Esther - Jeannette - Malene - Maiken - Trille - Helle - Kamilla. (på bænken: Ronaldejse og Line)

Stemmerne gik til: Esther 6 - Janne, Helle og Ronaldejse 2 - Trille og Line 1.

Tilskuere: Nej

Stillingen kan findes her http://www.jbu.dk/sr/position.aspx?poolid=25650

Ordbog for dametrænere:
"Jonas, jeg er altså ved at få krampe i mit venstre ben"
betyder ikke, som nogen måske ville tro, "jeg vil gerne ud", men istedet "hende der 3´eren jeg dækker er megairriterende!"