Søften/Grundfør Damesenior

onsdag, april 26, 2006

Drømmen om Europa lever videre!



Søften/Grundførs damer spillede tirsdag aften årets indtil videre klart bedste kamp, i hvert fald i de første 70 minutter, da man i JBU´s pokalturnering vandt over hende med guldstøvlerne (som tilsyneladende var en rigtig bisse med lange negle) og Fårvang.
Det var et tændt hjemmehold der entrede grønsværen på Søften Stadion efter et fremragende taktisk oplæg, og tilsvarende opvarmning, af træner Jonas og den altid yndige Susanne.
Fra kampens start sad tøsepigebørnene totalt på modstanderne, og til alles overraskelse, ikke mindst på bænken, skulle der gå næsten 20 minutter før man tabte en nærkamp.
Om det var tilstedeværelsen af den tidligere supertræner Flemming, eller de energisk heppende Dorthe og Finn Bluhm, vides ikke, men der blev stort set ikke sat en fod forkert i første halvleg.

Helle Hovedstød slår til
Efter indledende chancer til Trille og Helle, levede sidstnævnte efter 23. minutter op til sit kælenavn, og bragte flot holdet foran, ved kraftfuldt at bruge pandebrasken til at sende et hjørne fra Malene i rusen.
Søften/Grundfør fortsatte presset, men flere gode chancer blev misbrugt. Derfor så trænerteamet ingen anden udvej end at ty til reserverne. Trods enkelte protester blev Sarah Gye sendt på banen (efter først at have hentet vand og hjørneflag samt repareret nettet i det ene mål).
En boldberøring var alt Sarah havde brug for, før bolden igen lå i Fårvang målet. Efter energisk forarbejde af Trille, der sluttede af med en nel på Fårvangs bagerste mand, kunne Sarah sætte indersiden på og fordoble føringen.

Margit i manegen
Normalt giver det altid træneren svedige hænder, når han ikke kan finde noget at kritisere og istedet må hive roserne frem. Det plejer nemlig at betyde at kadancen (jo, det hedder det) går betydeligt ned fra 2. halvlegs start.
Men eftersom Flemming for længst var gået på dette tidspunkt, og det derfor ikke virkede som om noget kunne gå galt, fortsatte hjemmeholdet med at dominere over hele banen.
Belønningen lod ikke vente længe på sig. Efter 10 minutter skete det utrolige. Pludselig tog fanden ved Maiken, der ikke kunne score på et tomt mål inde i det lille felt i onsdags.
Efter endnu et hjørne fra Malene, kanonerede Maiken med ryggen mod mål bolden op i målhjørnet på så akrobatisk en facon, at selv cirkusartister ville blive misundelige. (Sådan husker jeg det altså).

Trænerens skyld
På trods af at en hel del udskiftninger (hvoraf nogle af dem rent faktisk gik efter planen og folk havde fået deres tøj af, så deres træner ikke blev til grin overfor dommeren) gav lidt rod i organisationen fortsatte det tunge pres, hvor bolden blev godt fordelt af de centrale midtbanespillere og holdet formåede at få sat fart på kanterne.
Efter endnu en energisk solotur fra Trille, besluttede hun sig til at lave Svanens Død i Fårvang feltet, hvilket den yderst myndige dommer straks belønnede med et straffespark.
Eller belønnede og belønnede.... Holdets faste skytte Stine sad nemlig på dette tidspunkt på bænken (dårligt af træneren) hvorfor der opstod lidt tvivl om hvem der skulle tage. Det naturlige andetvalg, anfører Tina, sad også på bænken (endnu en brøler). Derfor tikkede uret lige så stille mod de 90 minutter, mens alle hvidklædte spillere forsøgte at se så usynlige ud som muligt. Derfor faldt valget af skytte på Trille, der (hvis ikke du har gættet det (eller deltaget i kampen)) desværre levede op til det gamle ordsprog om at man aldrig skal sætte den straffet er begået imod til at sparke.
Til Trilles forsvar skal det dog siges at det var trænerens skyld og at det var næsten tæt på at hun scorede.

God afslutning og dårlig afslutning
Selv ikke et brændt forsøg fra 11-meter pletten kunne slå hjemmeholdet ud, og publikum havde endnu aftenens mest spektakulære scoring til gode.
Efter et godt rush i højre side af Helle, endte bolden hos Kamilla, der leverede aftenens højder indover. Ud af ingenting dukkede Sarah op i feltet. Her satte hun hovedet på, og med det mest vidunderlige lophovedstød snød hun fuldstændig den sagesløse Fårvang keeper, samt formentlig det meste af hendes eget hold.
Som alle ved er 4-0 den farligste føring man kan have i fodbold, og dette var desværre også sandt denne tirsdag aften. For efter totalt at have domineret de første 75 minutter, og holdt Fårvang fra en kvalificeret afslutning, lod man gæsterne få fire 100% chancer til slut. Heldigvis formåede de kun at omsætte to af disse i mål, så det blev ved truslen om forlænget spilletid og straffe.
Skal man se det fra den positive side, kan man håbe at spillerne fik lært at de ikke er verdensmestre, og at de dermed ikke tror at søndagens kamp mod Aarhus 1900 bliver en ren walkover.
Generelt leverede holdet dog en superflot indsats over hele linien.

Kampfakta:

  • 1-0 (23. min.) Helle
  • 2-0 (40. min.) Sarah
  • 3-0 (50. min.) Maiken
  • 4-0 (65. min.) Sarah
  • 4-1 (75. min.) En eller anden fra Fårvang
  • 4-2 (82. min.) Endnu en fra Fårvang

Holdet: Jannie - Eva - Tina - Esther - Stine - Ronaldejse - Jeannette - Maiken - Malene - Helle - Trille (på bænken: Kamilla - Sarah - AD)

Stemmer: Trille - 14, Maiken og Eva - 1

Tilskuere: Dorthe og Finn Bluhm, Jan og Mor Gye, tre drenge, Flemming (de første 20. minutter) og Woller (den sidste halve time)