Søften/Grundfør Damesenior

onsdag, maj 10, 2006

Næsestyver i pokalen


Resultatet blev det samme som søndag, men spillemæssigt og indstillingsmæssigt var der en verden til forskel, da Søften/Grundførs damer tirsdag aften røg ud af pokalturneringen til Midtdjurs IF.
Det bliver altså ikke i år at damerne bringer mere sølvtøj hjem til pokalskabene (og skulle en eventuel pokal så stå i Søften eller Grundfør? (nok meget godt vi ikke vandt))

Snurrig lille krabat
Efter den forfærdelige indsats mod TST/Sabro i søndagens ligakamp, skulle damerne forsøge at revancere sig helt ude på udebane i Midtdjurs.
Hvor det i søndags var Søften/Grundfør der chokstartede og kom foran allerede i det første minut, fik holdet tirsdag lov at smage deres egen medicin (og i parentes bemærket kunne Kamilla godt have delt ud af sine piller).
Mindre end 60 sekunder skulle der gå, inden gæsternes forsvar for første gang viste tegn på usikkerhed. En lang bold fik lov at passere stort set alle de hvide, og dumpe ned hos en Midtdjurs angriber. Hun lavede cowboytrækket på Eva og satte bolden ind bag Jannie.
Tjuhej for en start.
Om det var fordi Midtdjurs spillerne havde leget klappelege under opvarmningen, vides ikke, men det var i hvert fald værterne der tog teten fra start.
Deres to hurtige angribere voldede i flere omgange gæsternes forsvar store problemer, når bolden blev losset hen over midtbanen.
Alligevel var det SGUIF der efter 8 minutter kunne sætte det næste mål på kontoen. Efter en god fremspilning fra Jeannette fik Helle sendt bolden på tværs af Midtdjurs målet. Her kom keeperen ud, og skulle sådan set bare samle bolden op, men den var tilsyneladende en snurrig lille krabat og sprang fra hende. Det udnyttede Trille nemt til at prikke bolden ind til udligning.

Spændende kendelse
Hjemmeholdet fortsatte dog ufortrødent deres pres, og det gav bonus efter små tyve minutter. Midtdjurs 14´er fik uhindret lov til at tage bolden ned på midten, og efter at have driblet forbi tre meget passive forsvarere, så hun ingen anden udvej end at knalde bolden ind i toppen af målet.
Så skulle man jo tro at gæsterne havde lært lektien, men bare et par minutter senere var den gal igen, da forsvaret ikke fik clearet bolden ordentligt. Bolden røg igen hen til nummer 14, der igen kanonerede bolden i netmaskerne.
Og så fulgte aftenens underligste/bedste/mest bizarre kendelse.
Dommeren valgte nemlig at annullere målet. Hvorfor var der vist ingen der helt kunne regne ud, men han mente åbenbart at der havde været en Midtdjurs spiller der generede Jannie. Det afviste Jannie dog på det groveste efter kampen.
Istedet for 3-1 til værterne, blev det 2-2, da Jeannette på det efterfølgende angreb spillede Trille fri. Hun scorede sikkert bag den fremadstormende keeper.
Helt fortjent var det ikke på dette tidspunkt, men målet betød at gæsterne kom bedre med i kampen, og truede i et par situationer, uden at der dog blev skabt de helt åbne chancer.

Janne svigter ikke
Det gjorde der til gengæld i den anden ende, efter endnu en dårlig clearing, og manglende lyst til at deltage i nærkampene, kunne Midtdjurs venstre wing (eller hvad hun nu var) få lov at drible langs baglinien og uhindret lægge et indlæg.
I feltet stod Janne helt fri, og i sådan en situation svigter hun ikke.
Nej, undskyld. Janne var så uheldig at ramme bolden, i nøjagtig det øjeblik Jannie gik ud af sit mål, og så kunne alle 22 spillere ellers lige så stille stå og se bolden trille det sidste stykke over stregen.
Det betød at Midtdjurs kunne gå til pause med en 3-2 føring, mod et gæstende hold som endnu ikke var helt oppe i gear.

Kendt og elsket
Det kom de til gengæld efter pausen, hvor gæsterne satte sig tungt på begivenhederne, og begyndte at spille noget af det fodbold som de er kendt og elsket for.
Ikke at der var tale om nedspilning, for Midtdjurs var et ganske godt hold, og havde da også tilløb til enkelte angreb, men efter pausen havde de mere travlt med at forsvare sig.
Pludselig var det gæsterne der vandt nærkampene og kom først på nedfaldsboldene. Forsvaret tog fat og samtidig begyndte de midterste at holde lidt bedre fast i bolden og tage fløjene med. Det betød at Line næsten fik løbet en maraton på venstrekanten, mens det for en gangs skyld var Malenes tur til at blive syltet på den anden kant.
De helt store chancer lod vente på sig, men da den så endelig kom, var den lige så stor som Maikens i Mols.
Efter et flot flot angreb, endte bolden hos Helle, der ud af øjenkrogen havde set at Trille var løbet på det helt rigtige tidspunkt. derfor var det bare at styre bolden frem for snuden af hende.
Da bolden hoppede lidt foran Trille og målmanden kom ud, håbede træneren naturligvis at vi skulle have et lop (eller en nel), istedet valgte tomålsskytten fornuftigt at drible uden om keeperen, så hun bare skulle trille bolden i det tomme mål.
Det gjorde hun ikke, men den var næsten tæt på.
Det samme var Helles forsøg på en friløber efter et godt udspark fra Jannie.


God brug af bussemandsfabrikken
Gæsterne fortsatte trykket og havde flere gode kombinationer, hvorfor det også var paradoksalt at der skulle en næsestyver til for at score.
I hele anden halvleg fik Midtdjurs spillerne ikke ro til at spille bolden rundt, og blev derfor en anelse usikre. Om det var derfor, eller deres back bare ikke kunne lide Helle er svært at vurdere. Men efter en lille halv time
valgte hun i hvert fald at tyre bolden lige op på snydeskaftet af Helle.
Hun tog sig først til bussemandsfabrikken, men heldigvis havde målnæsen ikke taget skade, og når den først får færten af målet er den ikke til at stoppe.
Da ingen gik til bolden efter Helles lille nummer, besluttede hun sig for at glemme smerten og i stedet sætte i et kommandoraid forbi en forsvarsspiller, inden hun elegant sendte bolden i mål til udligning.
Herefter fulgte et par gode muligheder til gæsterne, hvoraf Lines afslutning med højreskinken var tættest på.

Hold kæft Lille-Jones
Herfra åndede alt fred og ingen fare, indtil (tidligere) succescoach Jones (ham der ligner Lars Bom) lænede sig over mod den altid yndige Susanne og hviskede "de har jo absolut ikke haft noget i anden halvleg".
Tre sekunder senere var der dømt straffe til hjemmeholdet.
Et indkast fik lov at hoppe, og desværre for SGUIF har Eva alle dage været en glimrende målvogter. Dommeren var dog ikke så imponeret af hendes redning og pegede på pletten.
Et sikkert straffe senere var gæsterne igen bagud.
To minutter senere var kampen afgjort, efter at hjemmeholdets 14´er endnu engang havde kanoneret læderet ind i hjørnet. Denne gang kunne man dog ikke bebrejde forsvarsspillet, men bare tage hatten af for et klassemål.
I sidste minut fik gæsterne hjørne og næsten alt disponibelt mandskab blev sendt i boksen, det udløste et gigantisk (okay så var det heller ikke større) klumpspil. Bolden endte hos Eva der sendte den mod hjørnet, men desværre havde hjemmeholdets keeper i mellemtiden fundet håndtaget på bolden.

Løfter om mere
Samlet set må man sige at indsatsen var lysår bedre end i søndags, og at især spillet i anden halvleg gav løfter om mere. Samtidig kan man også være en smule bekymret over at det trods alt tog 45 minutter inden vi helt spillede os ud.
Ros skal der dog også lyde til Midtdjurs, som selvfølgelig også var med til at skabe problemerne for gæsterne.
En absolut godkendt indsats, hvor alle mand gav sig fuldt ud i anden halvleg. Men ærgerligt at skulle tage hjem med et nederlag i bagagen, ikke mindst set i lyset af fordelingen af chancer efter pausen.

Konklusion: Vi skulle være kørt videre til Djurs Sommerland (www.djurssommerland.dk)


Kampfakta:
  • 1-0 (1. min) Nummer 10
  • 1-1 (8. min) Trille
  • 2-1 (20. min) Nummer 14
  • 2-2 (23. min) Trille
  • 3-2 (34. min) Selvmål
  • 3-3 (73. min) Helle
  • 4-3 (85. min) På straffe
  • 5-3 (88. min) Nummer 14, på endnu en højder!

Holdet: Jannie - Eva - Janne - Due - Stine - Esther - Jeannette - Kamilla - Line - Helle - Trille
(På bænken: Malene og Lene)

Stemmer: Line og Trille hver 4, Jeannette og Stine hver 3, Esther 1.

Tilskuere: En del. En hel flok på den modsatte side, 5 herreseniorspillere, et par børn, en gammel mand i en nærliggende have, og en gammel bedstemor i et firser-polyester-fritidssæt fra Bilka.