Meget mærkelig forestilling!

Ja, hvad skal man næsten sige.
Det var satme/sørme en underlig kamp som Søften Stadion lagde græstæppe til mandag aften.
For det første var Flemming der, det er i sig selv ikke så underligt, men at holdet samtidig vandt, det er ikke sket siden 18 maj 2005. Meget mærkeligt!
Så nu er du velkommen til at vise dig igen.

Underlig, også fordi kampen var en stor rodebutik (det er i sig selv ikke så underligt), hvor i hvert fald hjemmeholdet svingede mellem det geniale og det fuldstændig grufulde.
Men vi må vel hellere tage det fra begyndelsen.

Kamp på lavest bundniveau
Søften/Grundfør stillede til start med stort set stærkeste opstilling, hvorfor trænerteamet også havde sine hovedbrud med at få holdet til at gå op. Det lykkedes vist nogenlunde til sidst.
På taktikmødet fik spillerne den samme gamle smøre om vigtigheden af at være klar oven i hovedet inden man går på banen.
Da man så endelig kom på banen, virkede det ikke som om der havde været hul igennem, for indstillingen til tingene var nærmest nede og skrabe samme niveau som mod TST/Sabro. Man skulle næsten tro at det var Søften/Grundfør spillerne der var blevet konfirmeret dagen inden (nej, jeg ved heller ikke hvad det skal betyde?).
Endnu engang blev der disket op med sløsede opdækninger på en 3-4 meters afstand, og stor uvilje mod at gå ind i nærkampene.
Heldigvis viste det sig at modstanderne fra Hornslet ikke ville stå tilbage for hjemmeholdet og diskede op med deres egen version af langdistance opdækning.

Bakkende nelmodtager
Det betød at hjemmeholdet trods den mentale fridag formåede at lægge et vist tryk på gæsternes bagerste rækker, der ikke brød sig specielt meget om at løbe om kap med hjemmeholdets rapfodede angribere (og Kamilla :-) ). Det gav et par halve chancer, men ikke noget der for alvor kunne true gæsternes målmand.
Det kunne Helle dog efter små 10 minutter, hvor Jeannette sendte hende afsted i dybden. Og så var det man første gang fik fornemmelsen af at gæsternes keeper måske ikke normalt stod på mål. (nu skal vi naturligvis være ordentlige, men lad os bare sige at hun i hvert fald ikke banker på til landsholdstruppen!).
Istedet for at komme ud og gøre målet mindre, nærmest bakkede hun. Meget mærkeligt!
Måske var det det samme, Helle tænkte, for istedet for bare at sparke bolden forbi det unge tøsepigebarn, der efterhånden var nået helt ind i netmaskerne, driblede og driblede Helle. Først da hun nåede målstregen slog det hende at hun måske skulle afslutte. Og hvad gør man så, så triller man vel bare bolden til en af siderne til en sikker scoring?
Næh, man skyder naturligvis lige på og laver tunnel (hurra, det er noget jeg har lært hende).


Fremragende selvmål
Så skulle man måske tro at Helle havde fået styret sin lyst til tunneller (det sagde jeg ikke højt vel?), men en snes minutter senere fik Helle endnu en friløber bare i den anden side.
Jeg gider ikke gentage mig selv, men nøjagtig det samme skete, målmanden bakkede og bakkede og Helle driblede og driblede, helt indtil hun blev tacklet på målstregen! Meget mærkeligt! (det håber jeg ikke er noget jeg har lært hende).
Denne chance var om muligt større end Maikens i Mols.
Træneren på sidelinien kunne da heller ikke andet end at blive meget forvirret/forundret. Ja, faktisk talte han ikke om andet resten af halvlegen.
Måske var det det samme der gjorde sig gældende for udeholdets spillere, da Malene sendte et af sine berygtede hjørnespark indover. Godt nok var der ikke en eneste hvid spiller der syntes det var besværet værd bare at nærme sig bolden en lille smule. Det var heller ikke nødvendigt. En af gæsterne var så venlig at sende bolden mod eget mål.
Så burde historien sådan set ikke være længere, men målmanden var åbenbart ikke helt færdig med sit aparte show. For på underlig vis endte bolden i målet. Det kan ikke være fordi hun troede hun ikke måtte samle den op, for hun havde både hænder og fødder på.
Nå, men bolden gik i hvert fald ind. Meget mærkeligt!

Det var Stines mor!
Så begyndte de mange fremmødte tilskuere at føle sig godt underholdt. Rent faktisk var Dorte Bluhm, Mini og Stines mor dukket op, selvom de også så kampen mod TST.
Og ja, nu er katten ude af sækken. Det er Stines mor, der er den mystiske nydelige midaldrende dame.
For dem som ikke helt er med, følger her et referat.
Da vi spillede sidst i Grundfør, kom der en nydelig midaldrende dame og satte sig ved siden af bænken. Vi (hovedsagelig coach og den altid yndige Susanne (som egentlig burde koncentrere sig om kampene)) havde jo godt nok lidt på fornemmelsen, at det kunne være en mor til en spiller. Men da der ikke var nogen der ville kendes ved hende, begyndte konspirationsteorierne at komme op til overfladen. Var hun spion for et af de andre hold? Var hun i virkeligheden stukket af fra et plejehjem (Susannes teori) og kunne ikke finde hjem?, Var det hende der byggede pyramiderne?
Derfor gik der også et sus gennem tilskuerpladserne da hun endnu engang mødte op, og der blev hvisket i krogene. Indtil Stine i pausen lod bomben sprænge og afslørede, at det rent faktisk var hendes mor. Det viste sig senere, at grunden til at hun ikke gav sig til kende i Grundfør var, at hun ikke ville indrømme at hun holdte med et hold der tabte til TST/Sabro.
Nå, men hyggeligt at vi har fået endnu en trofast tilskuer til vores hjemmekampe, og et stort velkommen til til Stines mor. (faktisk tror jeg, at det var tredje gang i træk hun var der. Erindrer svagt, at hun nok også var der til Stines sidste kamp inden hun tog ud at rejse mod Hammel i efteråret).

Kvickly I Viby?
Nå, det var vist en afstikker. Det var noget med at vi lige var kommet foran 2-0.
Ja, om Søften/Grundfør spillerne stadig undrede sig over Helles afbrænder, målmandens dejlige selvmål, eller bare generelt undervurderede modstanderne er svært at sige, men hold da helt ferie for en blunder man tog sig efter 35 minutter.
To minutter senere stod det 2-2. Meget mærkeligt!
Først fik en af Hornslets angribere lov til at løbe forbi 4-5 mand i forsvaret, der ikke gjorde nogen som helst foranstaltninger til at ville stoppe hende, og så besnærende var hendes driblinger altså heller ikke. Faktisk ville hun have fået mere modstand hvis vi havde sat 4 kegler op i stedet.
Nå, men hun sparkede i hvert fald bolden ind i det nederste hjørne af målet, hvor Sarah ikke havde fået lappet nettet.
Dommeren hoppede dog ikke på Jannies forsikringer om at bolden gik forbi.
Sekunder senere fik Hornslet endnu et tyndt frispark (normalt siger jeg ikke noget grimt om dommeren, og han gjorde det såmænd udemærket, bortset fra at han troede det var pigebasket han var ude at dømme. Hver gang en af hjemmeholdets spillere så meget som dristede sig til at kigge på en modstander fløjtede han. Vi fik godt nok også et par billige frispark).
På frisparket lavede Hornslet sæsonens næstflotteste lop-hovedstød på Søften Stadion (Sarahs er stadig nummer 1).
Godt nok har vi ikke specielt øvet at dække op mod frispark, men hvad der fulgte var helt utroligt, og ja, meget mærkeligt!
Hornslet angriberen havde mere plads end kunderne i Kvickly i Viby (ja, for der er stort set aldrig nogen kunder, men man sku nok ha været der). Faktum er, at der ikke var en eneste hvid i en radius af 5 meter, midt i feltet!
Hun scorede i hvert fald let.

Wauw for en dufthat, og mål
Det kan godt være det har lydt alt andet en positivt indtil videre. Men faktisk var der indimellem små glimt af genialitet fra hjemmeholdets side.
Målet til 3-2 vil der således blive talt om i mange år, for det var som taget ud af fodboldens ABC (mens anden halvleg var som taget ud af fodboldens ÆØÅ, men det kommer vi til).
Jeannette fik bolden cirka midt på banen, og istedet for bare at losse den frem, som hjemmeholdet havde en grim tendens til, holdte hun fornuftigt på den og tog et enkelt træk fremad, mens hun ventede på Kamilla.
Hun kom stormende på højrekanten og fik den på nøjagtig det rigtige tidspunkt, tog et træk til baglinien og slog et elegant indlæg. Midt for målet stod Helle Hovedstød og så ved man jo som regel hvordan historien ender.
Kasse. 3-2.
Og hvorfor spiller vi ikke bare sådan hele tiden? Meget mærkeligt!

Los los los
Hjemmeholdet havde endnu et par halve chancer, men Hornslets målmand blev rent faktisk noteret for et par redninger.
Så fulgte den sædvanlige skideballe i pausen, og den sædvanlige ikke-høren-efter.
I hvert fald var det beskæmmende hvad der blev disket op med efter pausen. Selvom der var oceaner af plads at spille bolden rundt på, var det meget meget lidt der ville lykkes for hjemmeholdet.
Her plejer der så at stå, at man overlod alt initiativet til udeholdet, men det var de heldigvis ikke gode nok til. Hornslets 13 på midtbanen var rigtig god, og alt spil gik nærmest igennem hende.
De gange Hornslet blev farlige var det da også hende der førte bolden frem.
Men generelt set var det en meget meget ringe og grim gang fodbold der blev leveret fra begge hold efter pausen.
Hjemmeholdet kunne i upressede situationer ikke ramme en medspiller på 2-3 meters afstand, og resultatet blev noget los fra begge hold.

Piv med fodparaden
Faktisk bød anden halvleg kun på to højdepunkter, bortset fra en lang række neller til hjemmeholdet.
Tættest på at score var udeholdet, ikke mindst da en af angriberne igen fik lov til at drible sig uberørt igennem, så hun var helt fri. Her var det så at den ellers arbejdsløse Jannie besluttede sig for at melde sig ind i kampen med en fantastisk fodparade, der ville få selv Susanne Munk Lauritsen til at snurre rundt.
Og gudske tak og lov for det, for havde Hornslet fået udlignet her, havde det set meget skidt ud.
Og også et lille hurra for Malene, som på hjemmeholdets eneste store chance efter pausen viste noget af det killer instinct som ellers var hårdt savnet.
Helle Bluhm fik skovlet bolden frem til Malene, der usvigeligt sikkert hamrede den ind ved fjerneste stolpe 12 minutter før tid.

Fortjent sejr?
Hornslet forsøgte sig med et afsluttende pres, men tættere på en en nel på Jannie kom de ikke, hvorfor Søften/Grundfør kunne trække sig tilbage med en velfortjent sejr.
Velfortjent fordi det var det bedste hold der vandt, og fordi der i glimt var optræk til godt spil.
Samtidig skal det dog siges, at det niveau der blev præsteret var langt langt fra hvad der kan lade sig gøre.
Og hjemmeholdet må prise sig lykkelig for deres individualister der afgjorde kampen. For godt nok er fodbold et holdspil, men hjemme"holdet" virkede som alt andet end et hold mandag aften.
Der var ingen, med et par stykkers undtagelse, især Kamilla, der løb for hinanden.
Samtidig virkede det ikke som om, der var en eneste af hjemmeholdets spillere der syntes det var sjovt at spille kampen. Det kunne måske hænge sammen med at langt hovedparten af spillerne virkede som om, de helst ikke ville have bolden. Og så skal det altså blive svært i et spil med bold! Meget mærkeligt!

Der kom tre point på tavlen, men der venter godt nok trænerteamet en gevaldig opgave med at få holdet på ret køl igen.
Måske skulle klubberne snart ty til en fyring, for hvis det man så mandag aften er hvad trænerne kan få ud af det, trods alt, meget talentfulde materiale de har til rådighed, ser det skidt ud.


Kampfakta:

• 1-0 (9. min) Helle
• 2-0 (25. min) Selvmål (og nej Malene, du får ikke æren)
• 2-1 (35. min) Hornslet angriber
• 2-2 (36. min) Palle alene i verden (eller i hvert fald i SGUIFs straffesparksfelt)
• 3-2 (39. min) Helle (på fornemt forarbejde af Jeannette og Kamilla)
• 4-2 (78. min) Malene
  

Holdet: Jannie - Eva - Lise - Janne - Stine - Jeannette - Trille - Malene - Esther - Helle - Kamilla (på bænken: Sarah og AD)


Stemmer: Kamilla 9 (kiste), Trille 3, Stine 2, AD, Jannie og Esther hver 1


Tilskuere: Flemming (Joh, sgu), Mini, Pia (ja, den Pia), Susanne Espersen (Malenes mor), En nydelig midaldrende dame som viste sig at være Stines mor, Dorte og Finn Bluhm, Ronaldejse, Jan Aagaard og Lars Dinesen (den sidste halve time), Seks-syv mand fra Søftens herreseniorhold (de sidste 20) + en del unger der rendte rundt og spillede fodbold (en af dem var dog en ivrig kommentator).